Sommeren 2025 gik André Marcks pludselig bort. André var i årtier den karismatiske, dygtige og vellidte ildsjæl i foreningen. Bestyrelsen ærer hans minde og bestræber sig på at føre hans virke videre.
Formandens nekrolog i Stiften.
Siden 1982, hvor foreningen blev en del af livet i Musikhuset, er den vokset med opgaverne. Wagners Nibelungens Ring slog for alvor navnet fast ikke blot i det skandinaviske publikums bevidsthed, men også i internationale operakredse. Derfor var det indlysende, at Operaen videreførte og kompletterede Wagner-årene med en serie af Richard Strauss' hovedværker og senere med Puccinis operaer. Og med uropførelserne af Niels Marthinsens værker Skriftestolen og Snehvides Spejl og Thomas Agerfeldt Olesens opera The Picture of Dorian Gray samt Danmarks premierer på Korngolds Die tote Stadt, Puccinis Pigen fra Vesten, Janaceks Katja Kabanova og Weinbergs Passageren har den nået sit foreløbige højdepunkt.
Foreningen Den Jyske Operas Venner har fulgt udviklingen på tætteste hold og har fejret sit 60 års jubilæum i 2017. Dens fornemste opgave er at vække, stimulere og udbrede interessen for operakunsten i almindelighed, og for Den Jyske Opera i særdeleshed.
Vi erfarer, at operainteresserede har glæde af at mødes uden for forestillingerne omkring f.eks. foredrag, operagennemgang, arrangementer med komponist, dirigent, instruktør, sangere samt operarejser og -film.
André Marcks


Foreningen blev stiftet d. 16. april 1957. Den har til formål - i samarbejde med Den Jyske Operas Hjælpefond - "at yde støtte til Den Jyske Operas økonomi og selvstændighed fremover".
fra DEN JYSKE OPERA 1947-1957, Universitetsforlaget i Aarhus