De historiske begivenheder, der ligger bag tragedien ”Elektra”, foregår formodentlig omkring 1250 f.v.t., mens de homeriske digte, Iliaden og Odysseen, kan være blevet nedskrevet ca. 700 f.v.t. (og måske endda et par hundrede år senere). Hvem eller hvad Homer var, må vi vente med til en anden god gang at drøfte nærmere, da det vil føre alt for vidt i den konkrete sammenhæng.

Det homeriske spørgsmål er i sandhed et meget stort spørgsmål!
Krigen om Troja begyndte, fordi den trojanske prins Paris bortførte den skønne Hélena (absolut med hendes vilje, takket være kærligheds- og frugtbarhedsgudinden Afrodites venlige mellemkomst!). Hélena var dronning i Sparta og gift med kong Menelaos, kong Agamemnons yngre bror.

Det er som nævnt den trojanske krig, der er omdrejningspunktet i Iliaden, som iflg. Lex betyder ”Troja”, og som grækerne kaldte ”Ilion”. Ti år varede denne mytiske krig, og Iliaden koncentrerer sig om en kort periode i denne krigs sidste år. Iliaden indledes som bekendt med (i Chr. Wilsters oversættelse fra 1836): ”Vreden, gudinde, besyng, som greb peleiden Achilleus”. Og man forstår så godt hans vrede over for kong Agamemnon, der frækt har frataget ham det lækre krigsbytte i form af den skønne (nej, ikke Hélena!) Brisëis! Men Agamemnon synes vel, at det er helt i orden, da han selv er blevet berøvet en del af sit eget krigsbytte! Achilleus vil i sin store vrede ikke kæmpe mere i krigen, hvilket får konsekvenser for grækernes held (eller snarere vanheld) på slagmarken. Hans ven Patroklos låner Achilleus’ rustning, men bliver hurtigt dræbt af trojahelten Hektor. Så bevirker hans vrede, at han vender tilbage til kampen , hvor han dræber Hektor og skænder hans lig.
Hektors far, kong Priamos af Troja, der skulle være far til 50 børn, løskøber liget af Achilleus, og de to forsones. Selv dør han, Achilleus, da prins Paris rammer ham i hælen med en forgiftet pil (jf. ”akilleshæl” på dansk om et ømt punkt hos én).

Kong Agamemnon er gift med Klytaimnestra, hvis søster er den føromtalte skønne Hélena, og deres hjemby er Mykene på Peloponnes, Pelops ø. De to piger har også to brødre, Kastor og Pollux, de såkaldte ”Dioskurer”, hvilket betyder ”gudesønner”. Nogle af jer har måske været i Mykene og beundret især Løveporten og kuppelgravene. Det var i 1876, at den tyske rigmand og (amatør-) arkæolog, sin tids Indiana Jones samt sproggeni, Heinrich Schliemann, 1822-1890, udgravede Mykene efter få år tidligere at have påbegyndt udgravninger i det nordvestlige Tyrkiet i sin jagt på oldtidens Troja. Det var Hissarlikhøjen, Schliemann var med til at grave ud, og området er i dag taget med på Unescos Verdensarvsliste som det arkæologiske område Troja.

Jeg husker fra min egen skoletid på Kragelundskolen i Højbjerg, at vi i 6. og 7. klasse havde en meget dygtig og entusiastisk lærer, Jørgen Weiss-Pedersen, tidligere garder og daværende cand.mag.-studerende i historie samt tysk, og siden mangeårig rektor på Middelfart Gymnasium. Denne eminente person underviste os i noget af dét, han selv gik meget op i, nemlig Grækenland i bronzealderen, herunder udgravningerne i Mykene og Hissarlikhøjen. Hvor var det spændende at høre ham fortælle så levende om især Schliemanns begejstrede reaktion ved fundet af en (nej, hele fem!) dødsmasker i guld, som han var overbevist om viste kong Agamemnon åsyn: ”Nu ser jeg endeligt dit ansigt, Agamemnon!”. Senere forskning har imidlertid mere præcist kunnet datere maskerne, og man mener nu, at de er omkring 300-400 år ældre end Agamemnons tid i 1200-tallet f.v.t. Men nej, hvor var din undervisning dog spændende, Jørgen, selv om du trods alt ikke var kong Agamemnon!
Godt, vi fik talt sammen, inden du gik bort i efteråret 2022, og forhåbentlig får du foretræde for Schliemann og Agamemnon og to af hans børn, Elektra og Orestes, når du har lært din nye geografi nærmere at kende!

På vej hjem fra den trojanske krig har Agamemnon som ypperligt krigsbytte kriget sig en dejlig trojansk prinsesse, Kassandra, datter af kong Priamos og Hekabe, som selveste Apollon havde kastet sine øjne på, men uden videre held, hvorfor han ændrede sin oprindelige gave til hende om at kunne se fremtiden, men herefter så ikke få nogen til at tro på sine spådomme. Kassandra forudser således både Trojas fald og Klytaimnestras drab på Agamemnon og drabet på hende selv.
Man forstår jo godt, at dronning Klytaimnestra er noget træt af sin utro ægtemand, Agamemnon, der endda også har forsøgt at ofre deres datter Ifgenia for at forsone Artemis, jagt- og månegudinde, som romerne kaldte Diana, og som i vor tid også er navnet på NASA’s rumprogram (NASA: National Aeronautics and Space Administration, stiftet 29.07.1958). Imidlertid redder Artemis Ifigenia og anbringer i stedet en hind på offerbordet.
En anden version af myten siger derimod, at Agamemnon dræber sit barn, Ifigenia, for at få god vind til sejlene, mens flåden er på vej til Troja: Agamemnon har generet Artemis ved at dræbe en hellig hjort i hendes lund, så der er modvind i Aulis, indtil Agamemnon ofrer sin og Klytaimnestras datter til gudinden. Det kommer ikke bag på én, at Klytaimnestra tager sig en elsker, Aigisthos, Agamemnons fætter, mens hendes mand leder krigen mod Troja, og som også kan finde tid til ekstramaritale aktiviteter! Man forstår sandelig også hendes sorg, vrede og animositet over, at Agamemnon har ofret deres datter, Ifigenia til Artemis. Og da han endelig vender tilbage efter sejren over Troja skal hun tåle at dele seng med Kassandra og sin gejle ægtemand!
Der er således lagt op til storkonflikt, som de tre store græske tragedieforfattere fra ca. 500-400 f.v.t. elaborerer og forholder sig til:

*) Aischylos, ca. 525-456 f.v.t. Orestien består af tre tragedier, Agamemnon, Gravofferet, Forsoningen.
*) Euripides, ca. 480-406 f.v.t. Elektra.
*) Sofokles, ca.495-406 f.v.t. Elektra.

Vi vil koncentrere os om at gennemgå og sammenligne Sofokles og Euripides’ versioner og undersøge ligheder og forskelle i deres tilgang til myten.
Den opera i én akt, vi snart ser i aften, Richard Strauss’ (1864-1949) ”Elektra”, er baseret på Hugo von Hofmannsthals libretto. I 1903 udgav han ”Elektra, frit efter Sofokles”, som han skrev, og i 1909 den 25. januar fik ”Elektra” premiere på Semperperaen i Dresden. 20 år efter dør von Hofmannsthal få dage efter, at hans ældste søn har begået selvmord. Måske stof til en ny tragedie? Det var for øvrigt midt i februar 1945, mellem den 12. og den 14. i måneden, at de allierede smed talrige brandbomber over Dresden, der blev totalt ødelagt, som gengæld for nazisternes bombardementer af fx London og Coventry tidligere under krigen. Da Semperoperaen i 1985 blev genindviet efter 40 års (u)tålmodig venten, var det som midt i februar 1945 med Carl Maria von Webers (1786-1826) ”Der Freischütz” eller ”Jægerbruden”. En romantisk opera fra 1821 for øvrigt komponeret af en fætter til Mozarts hustru, Constanze, født Weber! Skulle man være interesseret i en sober skildring af ødelæggelsen af Dresden, kan jeg anbefale en roman af Henri Coulonges. På fransk hedder bogen ”L’Adieu à la femme sauvage”/”Farvel til den sky kvinde”, og i oversættelse hedder værket meget kort og meget sigende ”Inferno”, som viser de tragiske begivenheder gennem en lille piges øjne.

”Elektra”, som også kunne have heddet, ”Elektra og Orestes (”ores”er oldgræsk og betyder ”bjerg”) handler om hævn, retfærdighed og skyld samt om omkostningerne ved at udføre gudernes vilje eller værre endnu ved at handle uden guder, så der kun er én selv, der er ansvarlig for gengældelsens konsekvenser, og for at leve med en eventuel livslang skyld. Er man mere ansvarsfri efter at have begået en grum gerning, hvis det er Apollon, der har pålagt én at gøre det, end hvis man gør det uden gudelig intervention?
Hvor der citeres fra Sofokles’ version af ”Elektra”, har jeg benyttet Eva Sprogøes oversættelse af 1988 (Gyldendal). Hvad angår Euripides’ version af ”Elektra” har jeg støttet mig til Garaff og Hjortsøs version fra 1970 (Gyldendal). Hugo von Hofmannsrhals ”Elektra” er fra 1924-udgaven (S. Fischer Verlag), mens et helt moderne værk fra 2010 (”Mythos Elektra”. Texte von Aischylos bis Elfride Jelinek) udgivet af Lutz Walther på Reclam Verlag gengiver forskellige tiders forskellige syn på ”Elektra”.

Hos Sofokles foregår handlingen i og ved borgen i Mykene, hvor den sørgende Elektra blot er på tålt ophold hos sin mor og sin stedfar, mens hun håber på, at Orestes må være i live og komme tilbage og hævne drabet på deres far, Agamemnon. Vi kommer ind i tragedien, efter at Orestes har afsløret sin og vennen Pylades identitet over for Elektra, og nu kan det ikke gå hurtigt nok med at få taget livet af mor og stedfar! Elektra henvender sig til det 15 mand store kor (af mænd forklædt som kvinder).
Euripides, derimod, flytter handlingen ud på landet til fattige vilkår, hvor Elektra er gift med en ædel bonde.

Der causeres over de to slutninger.

Sofokles’ version, fra vers 1398:

Elektra: Det varer ikke længe, førend deres hverv
er fuldført, kære kvinder. Ti og vent blot her!

Korfører: Men lige nu, hvad sker der?

Elektra: Hun gør urnen klar
til jordefærden, mens de to står ganske nær.

Korfører: Men hvorfor gik du fra dem?

Elektra: For at hindre, at
Aigisthos kommer, uden at vi aner det.

Klytaimnestra (høres indefra): Oh ve! Ulyksalige hus,
forladt af venner, fuldt af folk, som bringer død!

Elektra: Der lyder råb derinde, kvinder, hører I?

Korfører: Jeg hørte skrig!
Hvor grusomt! Jeg stivnede af skræk.

Klytaimnestra: Jeg stakkel, ak! Aigisthos, åh, hvor er du dog?

Elektra: Og hør! Igen en klagen.

Klytaimnestra (indefra): Å mit barn, mit barn, mit barn!
Fat medynk med din moder

Elektra (råber ind ad porten): Du har ikke vist
ham medynk – heller ikke ham, der var hans far.

Kor: Oh by! Oh hjemsøgte slægt! Den skæbne, der
fulgte jer dag for dag,
den svinder, den svinder nu.

Klytaimnestra (indefra): Åh, jeg er såret!

Elektra (råber ind): Hvis du2 kan, så ram igen!

Klytaimnestra (indefra): Jeg såres atter!

Elektra (råber ind): Gid Aigisthos også blev!

Kor: Nu fuldbyrdes hævnen!
De, der ligger i jorden, lever endnu.
Fortidens døde tager som gengæld
deres morderes blod.

(Orestes, Pylades og tjeneren kommer ud fra borgen)
Modstrofe

Korfører: Dér er de! Ares’3 offergave drypper fra
en blodig hånd, men jeg kan ikke dadle dem.

Elektra: Orestes, hvordan går det?

Orestes: Alt i huset er,
som det skal være, hvis Apollons svar var godt.

Elektra: Og hun er død, den usling?

Orestes: Ja vær tryg. En mors
hovmodighed skal aldrig mere krænke dig.

Elektra: …

Orestes: …

Korfører: Vær stille, børn!
Jeg ser, at Aigisthos nærmer sig.

Orestes: …

Elektra (til Orestes og Pylades): Gå I to ind i huset!

Orestes: Er det ham, I ser,
og går han hen imod os?

Elektra: Ja, han kommer hjem
i godt humør fra marken…

Kor: Gå hurtigt ind i paladsets hal for at
gøre det én gang til,
som lykkedes for jer før.

Orestes: Vi standser ikke.

Elektra: Skynd dig nu med det, du vil!

Orestes: Ja godt, så går jeg.

Elektra: Det herude ordner jeg.

(Mændene går ind)

Kor: Det er nok det bedste,
at du taler lidt venligt til ham, så han
blindt styrter ind i kampen, der gælder
den retfærdige sag.

(Aigisthos kommer ind)

Aigisthos: Ved nogen af jer, hvor de folk fra Fokis er,
der kom med budskab til os om Orestes’ død
ved hestevæddeløbet i sin knuste vogn?
(til Elektra) Du dér! Ja det er dig, jeg spørger, dig, der var
så kæphøj før; da det er dig, det angår mest,
ved du vel bedst besked og kan fortælle det.

Elektra: Naturligvis. Hvordan kan jeg stå udenfor,
når skæbnen rammer dem, jeg elsker allermest.

Aigisthos: Og hvor er så de fremmede? Fortæl mig det!
Elektra: De er hos os. De traf en kær værtinde der.
Aigisthos: Og de har virkelig fortalt, at han er død?

Elektra: De har bevist det. Det var ikke bare ord.

Aigisthos: Og jeg kan selv få lov at se, at det er sandt?

Elektra: Det kan du, ja. Det er et højst makabert syn.

Aigisthos: For én gangs skyld gør du mig glad med dine ord.

Elektra: Ja glæd dig blot, hvis det, du ser, kan glæde dig.

Aigisthos: Ti stille og luk porten op, så alle i
Mykene og i Argos kan få det at se,
og de, der før har næret meningsløse håb
til denne mand, nu – ved at se ham ligge død –
vil lystre mig og undgå, at jeg tugter dem
og bruger vold, indtil de kommer til fornuft.

Elektra: Hvad angår mig, så har jeg lært det. Nu forstår
jeg, man skal føje dem, der er de stærkeste.

(Elektra slår porten op.
Orestes og Pylades bærer en båre, hvorpå der ligger et tildækket lig)

Aigisthos: Ved Zeus! Jeg ser et tegn på himlens straf, men er
der uheld ved at sige det, så tier jeg.
Fjern klædet fra hans ansigt, at den klagesang
kan nå ham, som jeg skylder en af vores slægt.

(under replikken har de sat båren ved siden af Aigisthos)

Orestes: Nej gør det selv, for ikke jeg, men du skal se
det lig, der ligger dér, og sige smukke ord.

Aigisthos: Ja, du har ret. Jeg bøjer mig.
(til Elektra) Og du går ind
og henter Klytaimnestra, hvis hun er der nu!

Orestes (til Aigisthos): Søg ikke andre steder. Hun er ganske nær.

Aigisthos (har taget ligklædet bort): Oh ve mig!

Orestes: Er du bange? Ser du, hvem det er?

Aigisthos: Hvem har dog lagt den snare, jeg er faldet i,
jeg stakkel?

Orestes: Ved du ikke, han er levende,
den mand, du taler til, som om han var en død?

Aigisthos: Nu har jeg gættet gåden. Den, der taler til
mig her, er ingen anden end Orestes selv.

Orestes: Kan du, der er så klog, så længe tage fejl?

Aigisthos: Jeg er fortabt! Men lad mig sige et par ord
til forsvar.

Elektra: Nej, ved himlen, giv ham ikke lov
at tale mere! Lad ham ikke snakke løs!
Når skæbnen først har ramt en mand og han skal dø,
hvad gavn kan han så have af en stakket frist?
Men dræb ham straks og kast ham derpå ud
til den slags gravere, han har fortjent – og langt
fra vore øjne. Det alene vil befri
mig fra det onde, som jeg hidtil har lidt.

Orestes (til Aigisthos): Gå ind i huset! Hurtigt! Det er ikke ord,
det gælder mere, nu er det dit eget liv.

Aigisthos: Hvis du har ret til det, du gør, hvorfor vil du
så dræbe mig i mørke? Hvorfor ikke her?

Orestes: Nu ingen ordrer, tak! Gå ind og stil dig der,
hvor du slog far ihjel! Der skal du også dø.

Aigisthos: Skal dette hus da tvinges til at se den kval,
der nu og sidenhen vil ramme Pelops’ slægt?

Orestes: I hvert fald din! Det kan jeg spå med sikkerhed.

Aigisthos: Du praler af en kunst, din far var blottet for.

Orestes: Du snakker meget, og du sinker os. Kom så,
af sted!

Aigisthos: Du viser vej.

Orestes: Nej du går først derind.

Aigisthos: Du frygter, jeg skal flygte?

Orestes: Nej, men at du får
en skånsom død. Den bliver smertefuld, det skal
jeg sørge for! Enhver der trodser loven bør
på stedet lide samme straf, og denne straf
er døden! Så blev slyngler nok et sjældent syn.

(mændene går ind i borgen)

Korfører: Oh Atridernes slægt! Efter lidelsers pres
har du kæmpet dig fremad mod frihedens stund.
Denne gerning har ført dig til målet.

(Under korførerens replik forlader alle scenen)

Og således ender Sofokles sin tragedie om Elektra.

Hos Sofokles er handlingen styret af Apollons orakel i Delfi og en guddommelig vilje, mens en mere moderne Euripides piller guderne ned fra deres piedestal og fokuserer på realisme og psykologi herunder en bitter og egocentrisk mere end heroisk Elektra.
I det følgende ser vi, hvorledes Euripides formulerer den tragiske slutning på tragedien (fra vers 1165):

Klytaimnestra (inde fra huset): Åh, dræb mig ikke kære børn, i guders navn!

Korfører: Du hører dette skingre skrig fra huset?

Klytaimnestra: Hjælp!

Korfører: Ja, hjælp dig selv for dine børn dig myrder nu.
En gud råder for, når retfærd skal ske,
og ond straf du led, for lovløst du slog
din husbond ihjel.

(Orestes, Pylades og Elektra træder ud af huset, de tøver et øjeblik i døren.
Bag dem ser man ligene af Aigisthos og Klytaimnestra)

Kor: En bror og søster træder hen til tærsklens trin
med kjortlen farvet rød af blod fra deres mor,
det sørgelige tegn på hendes offerdød.
Ak, aldrig fandtes der en mer usalig slægt
på Jord, end den. der stammer ned fra Tantalos.

2. strofe

Orestes (vender sig om mod de to lig): Åh, Jord! Åh, Zeus, som skuer alt,
så se mit værk: en blodig dåd,
en grufuldhed: de to, hvis lig
nu ligger strakt i støvet her
som bod for alt, hvad jeg har lidt.

Elektra: Jeg ser dig græde, bror, men skylden er kun min,
et stakkels offer var jeg for mit had til mor,
hun, som gav mig livet.

Kor: Hvor hård en lod, hvor tung en lod!
En mor med smerte føder børn,
men større smerte har du lidt,
du døden led for deres hånd,
retfærdigt dog du led, du dræbte deres far.

2. modstrofe

Orestes: Du, Foibos, varsled os vor ret,
du skjulte ting du skabte om
til synlig sorg! Fra Hellas’ land
du viser mig, en morder, bort,
Til hvilken by og gæsteven?
Mon der findes fromme folk,
som retter deres åbne blik
mod en modermorder?

Elektra: Og hvad med mig? Hvorhen skal jeg? Hvem byder mig
til dans og bryllupsfest? Og hvor er så den mand,
bruden får til brudgom?

Kor: Hvor let på ny du skifter sind,
som vind, der vender, slår du om,
Du tænker fromt, men lige før
du tænkte kun på onde ting
og drev din bror til det, som mindst han ville selv.

3. strofe

Orestes: Åh, så du selv, hvorledes hun rev kjortlen op?
I døden viste mig staklen sit moderbryst.
Åh, ve mig for et rædselssyn:
I støvet lå min mor, jeg var som sønderknust.

Kor: Jeg fatter klart, hvad du har lidt,
du hørte jo din egen mor
skrige højt i dødskamp.

3. modstrofe

Orestes: Ja, højt hun skreg og lagde hånden mod min kind
og bønfaldt mig: Min søn, vær nådig mod din mor,
og hun holdt armen om min hals,
så fast, at sværdet slap af håndens greb.

Kor: Hvor kunne du dog roligt se
din mors forpinte åndedrag
standse brat i dødskval?

4. strofe

Orestes: Jeg skjulte mine øjne bag min kappes flig.
Dybt i halsen på min mor
jeg jog det blanke offerstål.

Elektra: Men mig det var, der drev dig frem!
Min hånd med din om sværdet greb.

Kor: Grufuld og grum var den dåd, du øved.

4. modstrofe

Orestes: Men kom og lad os brede kappen over mor.
Såret må vi dække til.
(til den døde) Du gav os liv, og dit vi tog.

Elektra: Vi svøber dig i dette lin –
i kærlighed og had – vor mor.

Exodus

Dioskurerne (Guds/Zeus’ sønner, Kastor og Pollux, Klytaimnestras brødre):
Lang replik om drabene og besked om, at Elektra skal giftes med Pylades, Orestes’ ven (selv om hun allerede er gift med den ædle, men fattige bonde!).

Kastor siger flg. om det passerede: På vej til Argos har vi frelst et skib i nød på oprørt hav, men just som vi til landet kom, vi så dig dræbe vores søster, jeres mor. At hun led straf var ret, men uret var din dåd. Om Foibos (”Apollon”), Foibos tier jeg, min overmand han er, men uklogt råd han gav, skønt han er klog, og sket er sket, men i den tid, som kommer, skal du gøre det, som Zeus og skæbnen har bestemt: Elektra skal du give Pylades til brud, men rømme Argos selv, thi aldrig mere kan du, som myrdede din mor, betræde denne by……
Men i Arkadien og nær Alfeios’ strøm, hvor Zeus Lykaios har sit tempel, skal en by du grunde, som skal kaldes efter dig med navn. Det er, hvad jeg forkynder dig.
Aigisthos’ lig skal byens mænd begrave her i Argos’ jord. Din mor skal Menelaos lægge i en grav….

Kor: Sønner af Zeus, kan det tillades os,
at vi henvender ordet til jer?

Dioskurerne: Ja, for ingen af jer blev besmittet af blodet.

Orestes: Og må jeg mon også få lov
til at sige de tanker, der faldt mig ind?

Dioskurerne: Det må du, for efter mit skøn er Apollon
alene skyldig i drabet.

Kor: Hvorfor har I, som er guder og brødre
til den, der blev myrdet,
dog ikke fordrevet Erinyernes flok?

Dioskurerne: Skæbnen bestemte, hvad der skulle ske,
og Foibos det uklogt forkyndte.

Elektra: Og hvilken en Foibos og hvilke Orakler
bestemte, at jeg skulle myrde min mor?

Dioskurerne: I var fælles om alt: jeres handling og skæbne,
en forbandelsens dom over slægten har lydt
som skal knuse jer begge som den.

Orestes: Du min kære søster, som først jeg har mødt
efter talrige år, jeg må skilles fra dig
og dit kærlige sind, vi skal miste hinanden.

Dioskurerne: Hun har hus, hun har hjem, hun har ikke lidt nød.
Hun kan ikke beklages, når undtages kun
at argivernes by hun må rømme.

Elektra: Kan du tænke en sorg, der er større end den
at forlade sit fædrelands marker?

Orestes: Også jeg, som forlader mit fædrene hus
og af fremmede dommere stævnes til dom
for mit drab på min mor?

Dioskurerne: Til den hellige by
hvor Athene har hjemme, du kommer. Fat mod!

Elektra: Så mødes vi nu for sidste gang,
du min kære bror.
Thi ved drabet på mor en forbandelsens dom
vil skille os ad fra det fædrene hjem.

Orestes: Ja, så kom du min søster, og tag mig i favn
og lad tårerne rinde som over min grav.

Dioskurerne: Ak, hvad har du sagt, det er grusomme ord,
ja, for guderne selv,
Både jeg og de himmelske magter har ondt
af et menneskes kvaler og lidelser.

Orestes: Så skal jeg aldrig se dig mer.

Elektra: Aldrig mer skal jeg møde dit kærlige blik.

Orestes: Og for sidste gang skal jeg høre din røst.

Elektra: Så farvel da min by
og farvel mine medsøstre, kære veninder.

Orestes: Du trofaste sjæl,
vil du vandre af sted lige nu?

Elektra: Jeg må gå,
men jeg vandrer med tåre på kind.

Orestes: Ja, min Pylades, drag så med hende herfra,
tag Elektra til hustru.

Dioskurerne: Lad dem gifte sig nu, lad dem vandre i fred,
(til Orestes) giv agt på erinyerne, fly til Athen!
Thi med frygtelig fart vil de gribe dig fat,
de har arme som slanger og natdunkel hud,
og de lever af sjælenes stingende kval.
(Orestes ud)
Vi vil ile af sted til Sikeliens hav
for at frelse de skibe, som stævner til søs,
Og nu flyver vi bort i det luftige rum
for at hjælpe – dog ikke de syndige mænd,
for vi hjælper kun fromme, retfærdige folk,
som har elsket det gode, og frelser dem ud
af hver fare, der truer med trængsel og nød.
Man skal vogte sig for retfærdigheds ånd.
Og gå aldrig om bord med en ménsvoren mand.
Det forkynder jeg mennesker som deres gud.

(Dioskurerne forsvinder)

Kor: Så drag da bort i fred! Den, som lever i fred
og som ikke er ramt af sin skæbne med ondt,
har i sandhed et lykkeligt liv.

Det var så Euripides’ slutning, vi nu har taget afsked med, og ser vi ganske kort på Hugo von Hofmannsthals slutning (jf. ”frit efter Sokrates”) fra 1903 (men i 1924-udgaven), lader han Elektra danse efter mordene, indtil hun falder død om efter at have opnået maksimal lykkefølelse efter de to drab:

Chrysothemis: (erscheint wieder an der Tür, hinter ihr Fackeln, Gedräng/Menneskemylder, Gesichter von Männern und Frauen) Elektra!

Elektra: (bleibt stehen, sieht starr auf sich hin/stirrer tomt frem for sig)
Schweig, und tanze. Alle müssen
herbei! Hier schliesst euch an/Slut jer til hér/Deltag her! Ich trage die Last
des Glückes, und ich tanze vor euch her./Jeg bærer lykkens byrde, og jeg danser for jer.
Wer glücklich ist wie wir, dem ziemt nur eins:/For den, der er lykkelig som os, er der kun én ting, der er passende:
schweigen und tanzen!/At tie stille og at danse!
(Sie tut noch einige Schritte des angespanntesten Triumphes
und stürtz zusammen./Hun tager et par skridt mere i den mest spændte triumf og falder sammen/kollapser)

Chrysothemis: (zu ihr. Elektra liegt starr/Elektra ligger stiv og død. Chrysothemis läuft an die Tür des
Hauses, schlägt daran)
Orest! Orest!

Stille.
Vorhang

Nu er retfærdigheden endelig sket fyldest, og Elektra har fået sin hævn. Herefter kan ord ikke bruges til noget, der er ikke mere at sige, men man kan danse og siden dø, mens man bærer den ultimative lykkes store byrde!

Konklusion:
Vi må således konkludere, at det på ingen måde er nemt at myrde sine forældre, uanset hvad eventuelle guder måtte mene om ens pligt til hævn, når ens far er blevet ekspederet til dødsriget af ens mor og hendes elsker, og uanset hvad man selv måtte mene om ens ret til at søge retfærdighed gennem en blodig hævn.
Pas på, at erinyerne ikke kommer og ta’r dig, selvretfærdige morder in spe!

Og tænk igen på stakkels Elektras forfærdelige replik (Euripides, vers 1230/1231):

”Vi svøber dig i dette lin –
i kærlighed og had – vor mor.”