
Ifølge Dan Turdén er komedien interessant for forståelsen af Don Juan og ikke mindst for at forstå de andre karakterer som andet end endimensionelle ofre. Han siger:
"Don Juan er den ultimative æstetiker, der hele sit liv har forført kvinder uden tanke for konsekvenserne. Da vi i operaen møder ham, ser vi den charmerende adelsmand som en falleret, desperat mand på sit livs sidste jagt. Det komiske opstår i, hvordan alle rollerne kredser om Don Juan, og selvom kvinderne erklærer, at de ikke vil have ham, så drages de alligevel af ham. Det stiller os overfor det eviggyldige spænd mellem moral, sanselighed og drift. Et spænd der til alle tider har været komplekst og som i sandhed stadig er det i dag."